I det nordlige Rusland, fra Chukotka til Kolahalvøen strækker sig tundrazonen. Det kører i en kontinuerlig strimmel og besætter ikke mindre end 14% af det russiske territorium. Denne zone har meget barske klimatiske forhold. Vinteren her varer op til 8 måneder, og resten af tiden falder på kølige og korte somre. Og i juli (den varmeste måned) er den gennemsnitlige temperatur kun + 10 grader. Her er ingen overrasket over frost eller sne, der faldt midt om sommeren. Og under disse barske forhold klarer planter og dyr i tundraen at overleve.
Næsten over hele det store territorium af tundraenpermafrost er udbredt. Og jorden på disse steder optøer kun om sommeren og derefter til en lav dybde - 1,5-2 meter højst, og ofte endnu mindre. Og under denne dybde er konstant frosset jord. Og denne permafrost har en stærk effekt på planter i tundraen. Desuden er denne indflydelse på ingen måde positiv. Når alt kommer til alt, lader en sådan tæt forekomst af den isbundne jord ikke rødderne vokse dybere. De skal være tilfredse med kun jordbunden. Permafrost tillader heller ikke, at fugt siver ned. Og dette bidrager til fremkomsten af sumpe.
Tundraplanter tvinges også til at tilpasse sig sigspecielt lysregime - polær dag. Her stiger solen lavt om sommeren, men den skinner døgnet rundt. Og takket være dette formår lokale planter at modtage ganske nok lys i løbet af en kort vækstsæson, i det mindste ikke meget mindre end planter med mellemvidde. Lysintensiteten i tundraen er også højere på grund af renheden og gennemsigtigheden i atmosfæren i denne zone. Og lokale planter har perfekt tilpasset sig til en så lang dag og udvikler sig godt.
Tundraen er således den mest fordelagtige forlevebrød er jordbunden. Der er også nok varme her og i det laveste luftlag, der støder op til selve jorden. Og disse to lag kan kun måle et par centimeter. Derfor skal man ikke undre sig over, at mange tundraplanter er af kort status og bogstaveligt spredt på jorden. Og deres rodsystemer vokser hovedsageligt vandret næsten uden at blive dybere. Og på disse breddegrader vokser mange planter, hvor bladene opsamles i en basal roset, samt alle slags krybende buske og buske. De "lærte" simpelthen at udnytte den varme, der er placeret nær jorden maksimalt, og samtidig håndtere stærk lokal vind.
Og de vigtigste planter i tundraen er moser og lav.Der er mange typer af dem her, og de dækker ofte enorme rum med et solidt tæppe. De fleste af disse moser og lav er forbundet ikke kun med tundraen. F.eks. Findes der også grønne moser såsom chylocomium, pleurotium, gøgfrø eller deermosset lav i skove. Men der er også arter af disse planter, der kun findes i tundraen. Alle af dem tåler perfekt tundraklimaet. Disse planter kan overvintre både under snedækning og uden det.
Men tundraens vegetationsdækning er ikke sådanensformigt. Nogle steder fortyndes mos- og lavetæppet med en mosemos. Andre steder vokser hovedsageligt buske - alpint bjørnebær, papegøjegræs, blåbær, veronica. Og tættere på skovtundrazonen er der buskekræfter bestående af lave bjørker og pil. Tættere på skove og i floddale er laget af permafrost også lidt dybere. Vindene på disse steder er heller ikke så hårde. Træer som lerk og bjørk kan også findes her. Men disse tundraplanter ser meget elendige ud, deres højde er ikke mere end 6 meter.
Og om sommeren i tundraen i meget kort tidforskellige blomster blomstrer, som glemme-noter, polære valmuer, klokker, mælkebøtter, smørkopper, saxifrage og andre. Planterne, der vokser her, er for det meste stedsegrønne og flerårige. De behøver ikke længere at spilde dyrebar tid hvert år på vækst og udvikling samt til at tvinge løv. Men de vokser langsomt og vinder et par millimeter om året. Tættere på efteråret modnes også forskellige bær her, f.eks. Molbær, fyrstedømme, lingonbær, tranebær og blåbær.
