Selvom navnet "Palæstina" er årtusindehistorie, tvister om dets anvendelse og suveræniteten af det historiske domæne i Mellemøsten er stadig i gang og fører ofte til alvorlige konflikter på den diplomatiske arena.
Uventet for verdenssamfundetproklamationen om palæstinensisk uafhængighed skete i november 1988, da den palæstinensiske befrielsesorganisation (PLO) annoncerede sit ønske om at tage kontrol over land på den vestlige bred af Jordan. Samtidig havde den palæstinensiske eksilregering ingen mulighed for at nå sine intentioner på det tidspunkt.
Det blev antaget, at det befriede Palæstina,hvis hovedstad skal være placeret i Østjerusalem, vil fredeligt eksistere sammen med Israel. Dette skete imidlertid ikke. Den jødiske stat besatte denne del af byen. Hovedstaden i Palæstina, omend kun en administrativ, blev etableret i Ramallah i 1993. Samtidig startede en aktiv forhandlingsproces mellem Israel og PLO.
Strengt taget er Ramallah blevet mindre kapitalen suveræn stat som det administrative centrum for arabisk autonomi inden for Israels grænser. Da palæstinenserne ikke kunne besætte Jerusalem, oprettede deres regeringskontor i en by med en lige så bemærkelsesværdig historie.
Forskere ved med sikkerhed, at byen Ramallah eksisterede i dommernes æra, som er beskrevet i Toraen. Det vides også, at dommeren Samuel, der er nævnt i Kongebogen, boede i denne by.
Regeringen for den palæstinensiske stat,selvudråbt og anerkendt af ikke alle suveræne stater, der er i FN, mener, at hovedstaden i landet skal være Østjerusalem. Israel har dog sin egen mening om dette spørgsmål.
Den jødiske stat betragter Jerusalem som hovedstad og forsøger på enhver mulig måde at tvinge verdenssamfundet til at anerkende denne kendsgerning. For eksempel overtaler han Det Hvide Hus til at overføre den amerikanske ambassade derfra fra Tel Aviv.
Verdenssamfundet anser dog den østlige del af denne by for at være de besatte områder i staten Palæstina (135 lande ud af 169 anerkendte sin uafhængighed).
Byens historie er så rig på forskelligeerobringer, regeringer og besættelser, hvilket er ret vanskeligt at tale om, at det hører til en bestemt statsdannelse. Det er ikke engang muligt selv at finde ud af, hvem der præcist skal betragtes som indfødte, for i næsten fire tusind år forblev mange af pilgrimme, erobrere og rejsende, der kom til denne by, for at bo i den.
Og tilhængerne af de tre Abrahams-religioner ogbetragter Jerusalem som deres hellige by. Og mange af de steder, der er der, kan ikke berøres af en eller anden grund. Tempelbjerget, for eksempel, som er det ubestridte centrum for den hellige by, blev aldrig delt mellem alle mennesker. Mange troende kan ikke komme derhen.
Uendelig spring over regeringer og kongerigerlærte lokale beboere, at enhver regel vil ophøre før eller senere, men forholdet mellem PLO og Israel truer med at føre til en blindgyde, som alle frygter.
Dog rapporterede Storbritannien faren for et sådant resultat, da det trak sine tropper tilbage fra det område, som det var ansvarligt for, og erklærede, at det var umuligt at løse konflikten mellem jøder og arabere.
Siden da har ingen nogensinde foreslået en rimeligløsning af konflikten mellem de to stater. Palæstina, hvis hovedstad skal være i Østjerusalem, og Israel, der hævder den samme by, er ikke klar til at gå på kompromis med dette spørgsmål. En løsning findes næppe uden det internationale samfunds indblanding. Israel fortsætter i mellemtiden med at besætte en nabostat. Denne kendsgerning er naturligvis utilfreds med Palæstina. Hovedstaden i Ramallah betragtes kun som et midlertidigt sæde for denne stats regering.
