Mens Italien blomstrede kultur ogHøjrenæssancelitteratur, og i det nordlige Europa, i Tyskland og Holland, nåede den nordlige renæssance sit højdepunkt, i Rusland var udviklingen af kunst og litteratur meget lav.
I 14-15 århundreder var de russiske fyrstedømme lige begyndtat ryste forfaldet af det lange og smertefulde tatarisk-mongolske åg. Ikke overraskende er litteraturen i denne tid ikke meget forskellig fra de mørke alders kronikker.
Middelalderlitteratur om de russiske fyrstedømme ibestår hovedsageligt af kronikker, hvoraf en betydelig del er anonyme og biografier om helgener. Den mundtlige folkelitteratur fra middelalderens Rusland bestod af epos og sange. Litteratur fra henholdsvis det 14. og 15. århundrede består af oral kunst, annaler og liv. I anden halvdel af det 15. århundrede opstod der interesse for fremmede sagn og verdslige kreativitet.
Oral kreativitet (eller folklore) erkollektiv folkekunst transmitteret ved mund til mund. Folklore formidler folkets traditioner og verdensbillede og skaber unikke billeder og taleomdrejninger. Blandt de vigtigste genrer for russisk folkekunst, epos, historier og historiske sange havde en særlig indflydelse på den videre udvikling af litteratur.
В отличие от письменной литературы, которая была monoton og næsten fuldstændig sekulariseret, oral litteratur fra 14-15 århundreder i Rusland var fuld af en række forskellige former og genrer. Værker, der hører til rituelle sang, episke epos, eventyr og selvfølgelig kendte ordsprog, ordsprog, sjove og vuggevise sange har overlevet til vores dage.
Былины – самобытный жанр русского устного folkekunst, en særegen version af det heroiske epos, der afspejler virkelige historiske resultater og mennesker. Epik suppleres ofte med fiktionelementer og hyperboliserer heltenes styrke.
Eventyr er fiktive historier eller epos, der genfortælles i simpelt sprog og fokuserer på en handling eller brag, mættet med mytiske figurer og magi.
Historiske sange er en genre af folklore, der tog form i det 14. århundrede og repræsenterer en nytænkt bylina. Vigtige historiske begivenheder og personligheder, der er knyttet til dem, synges.
Litteraturen fra 14-15 århundreder havde en unik form- alle værker, inklusive de massive annaler, blev skrevet af munkene i hånden. Der var få bøger, og de blev praktisk talt ikke distribueret uden for kirken.
Foruden kompleksiteten ved kopieringsværker, litteraturI 14-15 århundreder i Rusland kom praktisk talt ikke over begrebet copyright - enhver munk, der omskrev værket, kunne tilføje eller fjerne den del, som han på det tidspunkt anså for nødvendig. Der er således ikke et enkelt værk skrevet før midten af 1500-tallet, der ville være det samme i duplikat.
Mange sprogforskere og litteraturvitere har mistanke omat nogle annaler er et produkt af kollektiv kreativitet. Årsagen hertil er den sproglige og stilistiske uoverensstemmelse inden for det samme værk. Dette gælder ikke kun for kronikker, men også for helgenes biografier.
Russisk litteratur i det 14.-15. Århundrede og endda op til17-18 århundreder, udviklet sig meget konservativt. Litterære traditioner og konventioner krævede skrivning af værker i en bestemt genre. Derfor ændrede værkernes stilistiske og genrekarakteristika ikke dramatisk, men glat, som om de flyder ud af hinanden. Sådan blev tør og streng kirkelitteratur følelsesladet og tæt på folket.
Den skadelige indflydelse fra det tatariske-mongolske åg førsjælens dybder chokerede både den enkle bonde eller håndværker og den lærde, fromme munk. I et enkelt råb, almindelig sorg og evig ulydighed blev der født ny russisk litteratur i det 14.-15. Århundrede, der kombinerer den tørre måde at præsentere annalerne på, det rigtige sprog i livet samt billeder og folklore af oral kreativitet.
Ligesom kristendommen, skrivning og litteraturkom til de russiske fyrstedømme udefra, hvilket sandsynligvis er grunden til, at de første kronikker og liv ligner så de byzantinske og er så dramatisk forskellige fra folklore. Mens annalenes sprog er tørt og komplekst, er folkesange, historier og epos, på trods af det sproglige, fulde af levende billeder og er let at huske.
Mange akademikere og kritikere, især slaviskeog tilhængere af deres ideer, mener de, at russisk litteratur fra den nye æra, inklusive dens gyldne tidsalder, skylder dens originalitet ikke så meget til det russiske sjæls unikke, men til en mærkelig, uventet kombination af tør redegørelse for fakta, dyb fromhed og rig billedsprog i gammel litteratur. Det, der i det 11. århundrede var uforeneligt, som himmel og jord, begyndte at blandes i de 14-15 århundreder.
Tidlig litteratur er kilden til detRussisk ånd. Nationale ideer, nationalitet og karakteristisk moral, alt hvad der adskiller russisk litteratur i dag, kom fra de allerførste århundreder af dens eksistens. Det var litteratur fra det 14.-15. Århundrede, der banede vejen for de storslåede eventyr om Pushkin, de utrolige historier om Gogol og dikterne fra Lermontov, som igen havde en formativ indflydelse på den russiske kulturs fremtid.
