En parlamentarisk republik er en slagsrepublikanske regeringsform. Den væsentligste forskel fra monarkiet er, at herskeren af landet er valgt og udskiftelig. Hovedets myndighed anses for at være afledt af vælgerne eller fra det repræsentative organ.
Parlamentariske Republik. beviser
Med denne form for regering er præsidenten kun et konstitutionelt statsoverhoved. Ledelsens lederskab gælder ikke for parlamentet og alle dets aktiviteter.
Den parlamentariske republik antager, at lederen afDen udøvende magt er premierministeren (kansler i Østrig og Forbundsrepublikken Tyskland). Det er han, der udfører alle politikker. Statsministeren og hans regering rapporterer til parlamentet.
Den italienske forfatning siger, at præsidentenrepræsenterer hele folks enhed og er landets leder. Samtidig siger en anden artikel i grundloven, at ledelsen af den overordnede politik og ansvaret for dens adfærd ligger hos ministerrådets leder. I overensstemmelse med italienske forfatningsmæssige normer er den udøvende magt således koncentreret i premierministerens hænder, men ikke præsidenten.
På samme måde bestemmer stort set alle parlamentariske republikker status for præsidenten.
Noget ukarakteristisk for denne formularretsstatsprincippet er til stede i Østrigs forfatning. Loven fastslår, at de højeste udøvende organer omfatter den føderale præsident, statssekretærer, føderale ministre og medlemmer af landets regering. Samtidig indeholder forfatningen en meget detaljeret liste over præsidentkompetencer. Denne liste gør det klart, at statsoverhovedet kun er en formel linjal.
Den samme situation er iagttaget i Grækenlands grundlov.
Det skal bemærkes, at den parlamentariske republiksom en form for regering er bygget på princippet om, at præsidenten fungerer som en "arbiter" og balancerer statsmakternes grene. Således bestemmes stedet for landets leder i organernes struktur, magtens omfang, valgsystemet er etableret. Specifikitet af interaktion med andre myndigheder er også bestemt.
Parlamentsrepublikkenes beføjelser er enspå de beføjelser, som den forfatningsmæssige monark er tildelt. Og i det første og i det andet tilfælde er herskerens magt rent symbolsk. Samtidig stiger statsoverhovedets rolle dramatisk i den politiske krise. Kun præsidenten er i stand til at sikre kontinuiteten i magten og opretholde politisk stabilitet.
Den Parlamentariske Republik (som en form for regering)er typisk for mange lande. For eksempel er et sådant politisk system etableret i FRG, Italien, Schweiz, Ungarn, Østrig, Irland og andre beføjelser. Fra de tidligere sovjetrepublikker er der kun etableret en parlamentarisk republik i Letland.
Denne form for regering har naturligvis positive og negative træk.
Den største fordel ved systemet er detmagt i et større volumen er koncentreret i en krop. Afgørelser træffes med et flertal af stemmerne. I en parlamentarisk republik er der ingen embedsmand eller noget organ, der kan hindre gennemførelsen af parlamentariske beslutninger.
I dette system ses grænserne for ansvaret for politiske handlinger. I dette tilfælde kender vælgeren præcis, hvem der skal bebrejde for fejlene.
Det er også vigtigt, at regeringen dannes direkte af vælgerne. Under valget passerer alle kandidaterne den oprindelige test af tillid.
Under en parlamentarisk republiks betingelser udelukker parlamentets overherredømme magtkoncentrationen i samme hænder.
